Tidsrejsen

Bangsbo Experience tager eleverne på en rejse tilbage til Danmark under Tysklands besættelse i 1944. 

Bangsbo Experience er opdelt i 3 faser: briefing, mission og debriefing.

Eleverne ankommer til Bangsbo Experience i rollen som tyske rekrutter hentet til uddannelsesstedet Stützpunktgruppe Süd. Her briefes de om konteksten, deres roller og missionen - præsenteret fra et tysk perspektiv.

I missionen arbejder og agerer eleverne som ildledere i den tyske marine. Her gennemspiller de en fiktiv dag, som er baseret på en samling af besættelsestidens mest fremtrædende elementer. Modstandsbevægelsens angreb på sikkerheden, troppetransporten til Norge og det hemmelige våben; superubåden XXI.

Eleverne skal både løse praktiske opgaver og træffe vigtige beslutninger baseret på autentiske krigsscenarier.

Når dagens mission er fuldført - med succes eller fiasko, vender eleverne tilbage til debriefing.

Her genåbnes de oplevede scenarier og genfortælles nu fra et mere neutralt synspunkt. Eleverne bliver konfronteret med deres valg og får mulighed for at diskutere dem. Det får dem forhåbentlig til at reflektere over, hvorfor de traf de valg, som de gjorde.